Livsslaven

"«Som en Prins i Vuggen,» – siger man jo, – «med usynlige Feer og Barndommens uskyldige Fred over sig!» Hvilken Fé, der stod ved Barbro-Nikolas Vugge, var ikke godt at sige. Derude hos Blikkenslagerens i det lille Hus med de sprukne, stoppede Ruder i Udkanten af Byen faldt der mangeslags Indkvarteringer og Indtryk helst udover Natten, naar Folk og Følger paa Landevejen stod i Forlegenhed for Logis.

Der stod mangen en Svir, og det var ikke bare én Gang, at Vuggen væltede under et Slagsmaal, eller en drukken Mand tumlede saa lang, han var, henover den. Nikolais Mor hed Barbro og var fra Heimdalshøgden etsteds langt oppe i Bygderne, – rigtig en Fjeldjente af ægteste Slags, rød og hvid, stor, stærk og bredskuldret, sund, saa hun skinnede, og med Tænder som Skummet i Melkebøtten.

Hun havde hørt saameget om Byen af Fæhandlerne, naar de fór over Fjeldet, at hun havde faat som en Længsel eller Uro paa sig."